Forside Andres journalistik Chefredaktør på Dagens Medicin: Det er gået fremad med at prioritere psykiatrien...

Chefredaktør på Dagens Medicin: Det er gået fremad med at prioritere psykiatrien og psykisk sygdom

Mentalbladet.dk har talt med ansvarshavende chefredaktør på Dagens Medicin, Rikke Esbjerg, om hvordan de dækker psykiatrien og psykisk sygdom. Sammenlignet med DR Nyheder, som var med i seneste interview, så har Dagens Medicin en smallere målgruppe. Mediet er sundhedssektorens førende medie og udkommer først og fremmest til læger, politikere og sundhedsprofessionelle. Læs interviewet herunder.

Hvordan prioriterer I emnerne psykiatrien, psykisk sygdom og mental sundhed på Dagens Medicin?

“Vi prioriterer psykisk sygdom lige så højt som alle andre sygdomme. Men Dagens Medicin beskæftiger sig mest med tungt-evidensbaseret viden og de dertil relaterede nyheder, og derfor er der emner inden for psykiatrien, som vi ikke dækker. Det er fx de personlige fortællinger, hvor vi i stedet fokuserer på problemer på samfundsniveau. “

Er der for lidt fokus på psykiatri, psykisk sygdom og de psykisk syge i mediebilledet?

“Ja, det må man sige. Jeg har interesseret mig for psykiatrien i mange år og har tit tænkt, at det er underprioriteret. Men det ér trods alt gået fremad, og hvis jeg skal komme med et eksempel på noget, jeg tror, der har været med til at drive den udvikling så vil jeg nævne tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens projekt Det Sociale Netværk og hans engagement på området.”

Er det et problem, at journalister formidler følelser og tanker om psykisk sygdom, som de sandsynligvis ikke selv har mærket på egen krop?

“Nej, det synes jeg ikke. For journalister skriver jo om meget, de ikke selv har prøvet. Men det er selvfølgelig vigtig at kunne forstå sine kilder. Og som lægeuddannet synes jeg, at det er en vigtig egenskab at kunne sætte sig i andres sted.” 

Hvordan får de psykisk syge en tydeligere stemme i medierne?

“Jeg tror, at en af udfordringerne er, at det har været svært for organisationer som fx SIND at samle sig om én samlet sag. Og det nok fordi, at psykisk sygdom spænder over så bredt et spektrum. Så hvis de kunne samle sig om de store samfundshistorier og konsekvenser, der er for de syge samtidig med ikke at glemme de personlige historier, så tror jeg, at de kunne nå længere.” 

Hvordan kan I på Dagens Medicin dække psykisk sygdom og de dertil relaterede emner endnu bedre fremover?

“Det kan vi ved løbende at have opmærksomhed på det og ved at opbygge gode kildenetværk bestående af mange forskellige mennesker fra forskellige positioner. Vi skal ikke kun tale med læger, men også med socialrådgivere, bostøtter og sygeplejersker, fordi der er andre faggrupper end læger, der arbejder med området. Vi skal desuden blive ved med at dække psykiatrien kritisk.”

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her